Pyt med det, Mor!

Der er noget særligt ved sne - om man så rent grundlæggende kan lide den eller ej: Den lukker sammen om én; vi isolerer os i vores små hyggelige huler, og når vi bevæger os ud, passer vi på hinanden.

Lukas og jeg har været på eventyr i dag. Med bus - det er noget af det største, sådan en 2½-årig som min kan opleve :-) (Han skulle bare prøve linie 5A i Kbh. i myldretiden dag ud og dag ind, som jeg engang muntrede mig med...)

Jeg havde ellers skævet noget ud på snefygningen, da morgenlyset svagt meldte sig - det så ikke lovende ud, og jeg havde ikke rigtig mod på at hive min lille dreng ud i dét føre. På gåben, for farmanden havde snuppet bilen for at ordne et par af sine tungere ærinder i dag.

Et opkald til mine forældre bød heller ikke umiddelbart på lysere udsigter om lift til nærmeste indkøbscenter. Og så besluttede vi os alligevel for at pakke os godt ind og vandre derudaf.

Busvendepladsen ligger 5 minutters rask gang fra vores hjem - dvs. med Lukas ved siden af sig kan strækningen tilbagelægges på en 20-25 minutter, for trods sneen er der stadig mange pinde og hundehømhømmer osv., der skal inspiceres.

I det fjerne imellem de bare træer øjnede jeg noget gult fremme ved målet - bussen! "Øv!" siger jeg, mere af gammel vane end af egentlig irritation, "nu når vi ikke bussen, den kører nu, Lukas!"

Og så hører jeg så min lille dreng med største overbærende mine sige: "Pyt med det, Mor. Vi ta'r den næste bus!"

- Hvor kom dét lige fra? Hvordan ved han, at man kan dét? Og hvem hulen er han blevet så klog efter? :-)

Vi sad en 15 minutters tid på bænken og ventede på den næste bus. Dvs. Lukas sad, og jeg stod midt i vindretningen og skærmede ham for den værste stikkende sne, der stod direkte sidelæns imod os.

Så ringede Morfar. De ville køre i Bilka - om vi ville med? I stedet for at begive os hjem igen lod vi Lukas få den store oplevelse af busturen, og jeg må berette, at sindsoprivelsen blev så stor, at han måtte blunde undervejs.

Og jeg ser mig selv lidt udefra, når jeg tænker de sidste par timer igennem - ser, hvordan jeg gør, hvad jeg kan rent fysisk for at beskytte ham, skærme ham. Også da han ville lege på Storcenterets legeplads, der selvfølgelig vrimlede med meget større børn, der ikke er lige hensynsfulde over for sådan en lille fyr.

Lukas selv er stadig fuld af mod og eventyrlysten - holder sig overhovedet ikke tilbage, når han vil noget, og skældte endda en af de helt store drenge ud, fordi han kravlede OP ad rutschebanen, så de små ikke kunne rutsche ned.

Han er stærk, den dreng. Stærk på sin helt vidunderlige bløde og blide måde. Og jeg behøver selvfølgelig ikke pakke ham sådan ind, som jeg ofte prøver på (især når faderen ikke er med til at trække den anden vej) - Lukas kan så meget selv allerede, som jeg ikke selv kunne og måske stadig ikke kan.

Han er fantastisk... :-)

Stjernenat

Der VAR en ganske særlig inderlighed og nerve over musikken i min ungdoms årti, 80'erne.

Én af dem, der gjorde minderne særligt smerteligt sødmefulde, var Søs Fenger, da hun som ganske ung sangerinde i News gjorde sig kendt med den smukke ballade "Du er".

Jeg får stadigvæk gåsehud, når jeg hører den...

Måske er det bare det specielle, der hører med til ungdomstiden - altid står tilbage i et helt specielt skær af forhåbningsfuld famlen sig fremad i et liv, man overhovedet ingen anelse har om, hvad vil bringe én...

Uanset hvad det er, så holder jeg stadig rigtig meget af Søs Fenger. Pudsigt nok har jeg faktisk kun en enkelt af hendes CD'er i min samling (og det er "Vuggeviser", som jeg stadig næsten ikke kan få igennem min strube :-), men da jeg her til aften skulle slynge et hurtigt sidste-julegaveønske ud til gemalen og ikke kunne komme i tanker om, hvad det nummer hedder, som jeg har haft i baghovedet den sidste uges tid, måtte jeg synge (eller, som det desværre er i mit tilfælde, growle...). Og det viste sig så at være "Holder øje med dig".

Fodspor i sneen
støvlerne i entréen
så ved jeg at
du bli'r i nat
så ved jeg
hvor jeg har dig.

Fodspor i sneen
tomt ligesom før i entréen
så ved jeg du
går fra mig nu
så ved jeg verden venter

Sne på min rude
månen lyser bleg
på verden derude
hvor vi går hver sin vej
men jeg holder øje med dig

Fodspor i sneen
ligemeget hvor du rejser hen
bare du ved
jeg følger med
som stjernen højt på himlen

Jeg forbinder altid den sang med Anne Dorte Michelsens lige så skønne "Sne under lygten" - mon de var fremme nogenlunde samtidig? Nu har jeg ikke lige checket d'damers diskografier på nettet (og jeg gider heller ikke i aften), men begge numre forekommer mig at stamme fra en 1989-1990?

(Er det i øvrigt ikke uforskammet, så godt Søs Fenger holder sig?! - Jeg mener, kan man overhovedet se på hende, at hun nærmer sig de 50?!)

Mmmmm.... musik :-)

Bilfærge - og STOR tak til Shane Brox :-)

Som vi har snakket om i nogen tid, skal juleferien bruges til lidt kreative sysler for mor OG søn.

Og da vi begge to er store fans af DR's dygtige Shane Brox, faldt dagens valg på bilfærgen af mælkekarton.

Lukas glædede sig tydeligvis over projektet - se bare det store dejlige smil :-)

Og så er vi i gang!

Mor har klippet bilfærgens skrog til af mælkekartonen, og Lukas har nu fået malerforklædet på og er gået i gang med at grunde.

Bilfærgen bliver brun, og Mor maler efter for at sikre sig, at vi ikke kan se så meget af mælkekartonen igennem farven.

Den skal nok blive flot, er vi helt enige om! :-)

Nu tørrer færgen, og vi går i gang med at udvælge pailletter til pynt, da vi ikke lige har tændstikker og ølkapsler ved hånden.

Vi kommer ud for en reel forhindring, da det viser sig, at porten efter Shanes anvisninger monteres med ballerinaklips (dem fra postforsendelserne).

Sådan nogle har vi ikke, og vi gider ikke køre helt ned til boghandelen i byen for at købe bare sådan et par stykker.

Men hvad gør vi så? Hvad har vi overhovedet i huset, som kan bruges?

Ståltråd, pailletter og perler!

Det kræver lidt fingernemhed, men det lykkes, og porten kan lukkes op og i.

Og NU kan der leges!

Lillemand er tydeligvis imponeret!

Helt ærligt - se lige det smil!

Han kan slet ikke få det af ansigtet igen! :-)

Sådan en færge skal naturligvis ned og sejle på gulvet, men pludselig løber Lukas væk - er han allerede træt af den?

Næ, der skal hentes et par biler mere - færgen skal naturligvis fyldes op, så den er effektiv i drift.

Og SÅ sejler vi!

Fire småbiler kan den rumme - og en grimrian af en plastikmand gemt i skorstenen!

- Tusind tak, Shane Brox, for et skønt og let udførligt gør-det-selv-projekt! :-)

Pandekagemorgen

Vi er alene hjemme i dag. Farmand er på arbejde, og vi hygger rigtigt igennem her i den lune stue.

Havde intet morgenbrød eller andet, som Lukas havde lyst til at spise - han er blevet så træt af havregrøden, at selv den værste sult ikke kan få det til at glide ned.

Så efter en saftig pære fik jeg pludselig den idé at bage amerikanske pandekager.

Jeg laver dem med græsk yoghurt i, hvilket gør dem tilpas tætte og alligevel luftige, og der er også kun en ganske lillebitte smule sukker i - og en ordentlig håndfuld temmelig syrlige bær fra frost - så det er noget, der batter.

Nå, ja - okay, der bliver altså brugt en del fedtstof til stegningen, men vi lægger de færdige værker på fedtsugende papir - det tager det værste, og herregud, lidt skal man da have til at smøre leddene med.

Vi bruger i øvrigt Becel stegemargarine på flaske - det er den, der er halv margarine, halv Omega 3-6-9-olie.

Skulle være sundere - jeg er ikke helt overbevist :-)

Men de smagte altså godt, pandekagerne...

Om lidt, når Lukas har set Svampebob, skal vi i gang med at være kreative á la Shane Brox (det er faktisk en idé fra hans byggebog, vi skal forsøge os med - billeder følger senere).

Og så slipper vi nok heller ikke for en tur ud i frosten - jeg skal have købt hans juniorseng NU, for når hverdagen sætter ind i januar, får jeg næppe tid til sådanne hygsomme anskaffelser lige med det første.

Forudsigelser for 2010

Jeg skifter job igen - denne gang til noget, der giver meget mere ro indeni, og som matcher mig meget bedre som person. Både økonomisk og familiemæssigt hænger det stadig flot-flot sammen. Jeg når derhen ved, at jeg allerede i julen 2009 detacher mig selv fra mit nuværende job og fremover engagerer mig mindre personligt i det - betragter det som en interessant oplevelse, der snart får sin afslutning og derfor bare skal observeres.

Lukas begynder i børnehave og er rigtig glad for det; får masser af spændende udfordringer at udvikle sig med og masser af nye sjove legekammerater. Han kommer glad og storsnakkende hjem hver dag, og vi har alle tre godt med overskud til at nyde denne udvikling i fulde drag.

Jeg taber mig 5 kg inden 1. april ved at spise fedt- og sukkerfattigt. Jeg får rigeligt med dejlig, indbydende og velsmagende mad og stortrives, så det foregår let og legende, uden at jeg rigtig lægger mærke til det. Og jeg glæder mig vildt meget til at svinge rundt i lækre lette gevandter til sommer!

Mit hjemmekontor er altid ryddeligt og pænt, nu hvor jeg i julen 2009 får sorteret bunker og poser med papir. Jeg elsker at sidde herinde - det er husets kraftcenter :-)

Jeg praktiserer rutiner og ritualer omkring positivisme/loven om tiltrækning mindst 2 gange dagligt (mine 5 minutter på det mentale bedetæppe :-) - det omfatter både vision board, læsning af inspirerende tekststykker, nydning af motiverende sange og melodier, kontakt med coaches, udbygning af pray rain-journal eller spiritiuel indkøbsliste, mm.

Min mand og jeg værdsætter fortsat hinanden højt og afsætter den fornødne tid og energi til at pleje vores forhold. Jeg er meget taknemmelig for ham og afstår fra at diskutere, når han/jeg er trætte eller irriterede. Vi gør til hver en tid vores bedste og vil dybest set hinanden det bedste.

Alt er vel.

I nattens mulm og mørke

er jeg blevet faster til endnu en skøn lillebitte dreng i det svenske landskab - HURRA for en veloverstået fødsel og stort tillykke til min bror og svigerinde - og ikke mindst VELKOMMEN TIL VERDEN, LILLE SYLVESTER! :-)

Mine egne drenge sover til middag lige nu, og jeg går bare her og nyder vores hyggelige hjem med ting både her og der.

I aften kommer en af mine ungdomsveninder - en af dem, der har kendt én så nært og så længe, at hun kun lige skal have et par stikord, så forstår hun ALT :-)

Hun flyttede i foråret tilbage her til egnen efter næsten 20 år flere forskellige andre steder, men det er endnu kun blevet til få korte visitter, så NU må vi gøre det hele ordentligt og få tid nok til at snakke igennem.

Og LIGE nu? - Ved det ikke rigtig. Gider ikke lige gå i gang med noget, hverken praktiske gøremål eller kreasyslerier. Måske sætter jeg mig bare lidt og kigger ud på fuglene i sneen...

Dagen derpå (en billedreportage)